fbpx
Ej, nu overreagerer du altså!

Ej, nu overreagerer du altså!

Ej, nu overreagerer du altså!

Dén sætning er måske en af de værste sætninger jeg i mit liv har hørt. For den sætning betyder, for mig, at den der siger den slet ingen idé har om, hvordan jeg har det. Jeg føler mig ekstremt svigtet af den der siger sådan til mig.

Dét der sker når jeg reagerer meget voldsomt på noget, er at jeg får det der hedder et mentaliseringssvigt. Det betyder at jeg er så opslugt i mine følelser, at de er så voldsomme at jeg ikke kan skabe en logisk sammenhæng mellem mine handlinger, tanker og mine følelser. Det er ofte når jeg er vred eller når jeg er ked af det, det sker. Jeg kan blive knust til 1000 stykker ved en enkelt sætning. Noget jeg troede, som nogen tager fra mig eller modsiger mig. Det er to grundfølelser som tit overlapper hinanden og dækker for hinanden fordi de er så svære at arbejde med.

Hvis jeg bliver rigtig ked af det kan jeg nemt komme til at vise at jeg er vred. Jeg bliver rasende! Jeg råber og skriger og skaber mig. For den ked-af-det hed kan jeg slet ikke bære. Jeg er helt ødelagt af måske svigt, sorg, skam eller skuffelse. Men det er nogle ret heftige følelser at mærke og så kan hjernen ikke altid overskue det. Så går den tilbage til en default der hedder BESKYT BESKYT BESKYT – gerne ved vrede. Ved at skubbe andre væk, såre dem som de har såret mig. Men i virkeligheden er jeg jo rigtig, rigtig ked af det. Jeg vil have det skal føles rart igen. Jeg vil forstås.

Det kan også være en situation hvor jeg græder helt uhæmmet over at vi ikke skal ud og gå en tur alligevel. Det er en ret lille ting – vi kan jo gå en tur en anden dag. Men dén skuffelse kan trigge mine følelser af at blive svigtet og forladt. Rigtig skræmmende følelser.

Logisk set ”overreagerer” jeg på hændelsen. I realiteten reagerer jeg faktisk på alt muligt andet, som jeg har haft undertrykket i kortere eller længere tid. Derfor overreagerer jeg jo ikke – jeg reagerer forholdsvist forventeligt og hensigtsmæssigt på dét jeg føler i det øjeblik. Mine følelser vedrører dog ikke blot denne isolerede situation – men meget andet også.

Det kan være rigtig svært for andre at forstå, hvorfor jeg reagerer så voldsomt som jeg gør. Mit aller bedste råd til når nogen reagerer på en helt anden måde end der ”passer” til situationen, er at spørge. Spørgsmål gør at man føler sig forstået og man mærker velviljen fra den der spørger, mærker at det ikke er helt håbløst det her.

 

Gode spørgsmål at stille en der reagerer uhensigtsmæssigt på en given situation:

  • Hvad er det der gør dig så vred/ked-af-det her? (undgå gerne dømmende ord som f.eks. hysterisk)
  • Er der noget andet der gør, at du bliver vred/ ked-af-det?
  • Vil du snakke om det?
    • Med mig?
    • Hvem kan vi ringe til?
  • Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?
  • Vil du have et kram? (respekter et nej)

Det vigtigste jeg gerne vil fortælle, er at der (for mig) som sådan ikke er noget der hedder at overreagere. For man reagerer præcist i henhold til det man føler i det givne øjeblik. Der er til gengæld hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige måder at reagere. Hvis man slår, sparker eller lign. er det en meget voldsom reaktion på de følelser der regerer inden i. Dette kan afspejle at der er mange og meget voldsomme følelser på spil. Dog er det ikke i orden at reagere på denne måde. Nøglen er at starte en dialog til at afdække hvorfor der bliver reageret så ekstremt voldsomt.

Et af vores største ønsker er at blive forstået. At føle os forstået og accepteret. Hele mit liv havde jeg fået at vide at jeg havde overreageret på det ene og det andet. Til jeg mødte en ergoterapeut som sagde: ”Det forstår jeg godt! Det lyder da også rigtig hårdt, det du har gang i”. Og dér brød jeg helt sammen i lettelse. Jeg gjorde jo ikke noget forkert. Jeg kæmpede og gjorde det så godt jeg kunne og det var en korrekt følelse, at jeg følte det var hårdt. Der var en der var enig i, at jeg gjorde det godt nok. Enig i at jeg var god nok. Hun forstod. Aldrig har jeg været så lettet i hele mit liv. Jeg overreagerede altså ikke, når jeg sagde jeg følte mig udmattet, håbløs, opgivende og pisse vred over jeg skulle have det hårdt. Her sad der en fremmed og forstod alt det ingen andre forstod.

Derfra var det hele faktisk ikke så hårdt mere. For jeg var okay.

Mine følelser er valide og okay.

Det er dine følelser også.

 

Knus Selina

Vil du læse mere fra Selina? Så finder du det herunder:

Nej, jeg kan ikke bare

Nej, jeg kan ikke bare

Nej, jeg kan ikke bare

Nej, jeg kan ikke bare

 

Hej, jeg hedder Selina.

 

Jeg er 25 år og er uddannet Financial Controller.

Det er også det jeg arbejder med til daglig – controlling indenfor ejendomsadministration.

 

Men det er ikke dér min passion ligger. Ikke altid i hvert fald. Jeg har længe gået og drømt om at udgive min dagbog fra da jeg studerede. Dét er da en underlig drøm, tænker du nok. Og ja! Det er det. Men det vil jeg rigtig gerne, fordi jeg har haft det rigtig, rigtig svært på mine studier, og jeg ville sådan ønske jeg havde evnet at tale om alle de følelser der gjorde det så svært. Det er dog alligevel ret svært at snakke om sine følelser når man ikke kan identificere dem eller rumme dem. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig hurtigere end bilerne på den tyske motorvej – det er som regel sådan jeg forklarer nye bekendtskaber det, når jeg vil forsøge at give dem en indsigt i mit hoved. Ikke desto mindre ville jeg ønske, jeg kunne have givet min familie, min mor især, en manual til hvordan hun bedst kunne hjælpe mig. Den manual har jeg bare ikke fundet endnu. Derfor tænkte jeg: HEY! Nu er jeg kommet igennem mit studie – så kan jeg jo give andre et opslagsværk der beskriver de mest åndsvage tanker og situationer mit hoved har bragt mig i. For så behøver en anden ikke at skulle mønstre energien og evnerne til at forklare en nær relation, hvordan hun har det i dag. Hun kan måske sige: ”Det er lige som da Selina råbte af sin søster fordi hun blev kørt hjem først! Sådan har jeg det!”

At bruge en andens hændelse som grundlag for at snakke om egne følelser har jeg fundet ud af er rigtig nyttigt, når man ikke evner at snakke om sig selv. Man vil SÅ gerne have at andre forstår en. Sådan virkelig forstår en. Men man kan simpelthen ikke forklare det. Dét vil jeg gerne hjælpe med.

For nok snart to måneder siden faldt jeg over pigepotentiales facebookside. Jeg tjekkede hjemmesiden ud og tænkte: GID jeg havde haft den mulighed da jeg var yngre! Hvordan kan jeg blive involveret i det her? Jeg vil gerne holde foredrag om mig selv, mine oplevelser for at dele ud – for at andre ikke skal føle de er den eneste i verden der har tænkt:

 

”HVORFOR ER DER FUCKING IKKE NOGEN DER HJÆLPER MIG?!”

(ja – det er et citat fra min dagbog!)

 

Jeg skrev til Bente som rakte ud og straks var interesseret. Selvom hun har hovedsæde i Nyborg og jeg i København så fandt vi endelig på noget og Skypede. Dér blev jeg tilbudt at skrive her til bloggen. Dels som en hjælp til mig, for at se om det her hjælpe-noget virkelig er det jeg vil, dels fordi Bente helt oprigtigt syntes det jeg fortalte om mit liv var spændende og værd at dele. Wauw! Jeg var SÅ spændt! Der skulle skrives blog-indlæg for fuld gas!

Men så kom livet… Og mit liv giver mig en mavepuster rigtig tit. Det trækker al energi og lyst helt ud af mig. Jeg har så mange gode idéer der bare skal udføres. Jeg skal bare træne 2 gange om ugen. Jeg skal bare stå op kl. 6:30 i weekenden. Jeg skal bare rydde op på værelset. Jeg skal bare gå med hunden. Jeg skal bare få 12 i mine fag. Jeg skal bare spise sundt – Det er jo ikke så svært. Nej.. Det er det ikke. I teorien. Den enkelte handling er ikke nødvendigvis svær. Det er derfor vi har tendens til at putte ordet ”bare” foran handlingen.

Det er dog umådelig svært bare at gøre, når du har opbrugt din energikonto. Lad os sige at hver dag vågner du med x-mængde energi. Det er ikke sikkert der er lige meget energi hver dag, dagens energi kommer an på 100 faktorer blandt andet din søvn, mængde, kvalitet, udhvilethed, men også om du har drukket vand nok, spist godt, aktiveret hjernen tilpas, dit stressniveau, bekymringer, pligter osv. Osv. Osv. SÅ! Hvis du i dagevis har ”overbrugt” af din energi, kan man vel sige du er i overtræk på energikontoen. Det også fint nok – du tager bare et kviklån i form af en Snickers eller en Redbull og så kører du videre med den aflevering. Men på et tidspunkt rammer du muren. De fleste har prøvet at ramme muren og bare gå i zombie mode en hel weekend. Det er der ingen skam i. Det faktisk rigtig dejligt.

Det svære bliver; når din default-indstilling er overtræk på kontoen. Så kan du have nok så gode intentioner, men der er et eller andet ubeskriveligt, inden i, der bare mangler. Sådan har jeg det. I ugevis. Månedsvis. Min indre gnist forsvinder lig’som. Det er svært bare at holde lejligheden ren, bare gå på arbejde og bare lave aftensmad. Det er dér man ikke bare kan. Derfor er bare et røv dårligt ord for at sige det på godt dansk.

Det er derfor der er gået måske 6 uger i stedet for de 3 jeg sagde til Bente, før hun har fået det her indlæg. Jeg skulle bare skrive et blog-indlæg. For at skrive et indlæg skulle jeg bare sætte mig ved computeren og skrive 1.000 ord. Før jeg kunne dét, skulle jeg overkomme alle mine 1.000 tanker om: Hvad nu hvis indlægget ikke bliver godt? Hvad nu hvis jeg fejler.. jeg fejler altid.. jeg droppede ud af CBS.. jeg får ikke nok i løn.. jeg sidder fast og kan ikke gøre en skid ved det. Hov.. Jeg kan gøre noget ved det.. Nej.. Det også lige meget det hele… Jeg skulle mønstre energien til at komme igennem alle de tanker og følelser, ja tusindvis flere, for at skrive det her. Det er derfor det ikke bare er at gøre noget.

Når folk siger: ”Du skal bare lade være med at spise slik, så bliver du sundere” mener de det som regel godt. Problemet er, når andre prøver at bagatellisere en udfordring man har, ved at bruge ordet bare. For var det ”bare” for mig, så havde jeg jo nok allerede gjort det, tror du ikk’? Når man bruger ordet bare, føles det, for mig, som om, at jeg bliver dømt for ikke nemt at kunne udføre den handling der kommer efter bare. Der kan være så uendeligt mange grunde til at jeg ikke bare rydder op. Eller vasker op. Eller stopper med at spise slik. For mig, er mange af de grunde følelser. Følelser jeg ikke forstår lige nu og måske aldrig kommer til at forstå. Følelser der er så voldsomme at jeg ikke tør nærme mig dem, og derfor er det mere trygt at gå udenom dem. Gemme dem bag en spand fuld af vasketøj. Og det er helt okay. Det er okay at sige nej til træning, for at passe på dig selv. Det er okay at sige nej til veninde-hygge, fordi du ikke kan overskue det. Det er okay. Du er okay.

Det jeg prøver at sige er, at det kan være rigtig svært for folk med en psykisk udfordring (det være sig diagnosticeret, dårlig selvværd, stress, nedtrykthed mv.) at høre dét ord. Derfor beder jeg dig om bare at lade være med bruge det skødesløst mere.

Jeg håber jeg kan få lov at skrive noget mere her for siden og at I vil følge med når der kommer nyt. I er velkomne til at række ud, spørge og snakke hvis det lyster.

Knus

Selina.

* Energikonto princippet er blandt andet omtalt af Anna Bogdanova i bogen ”Smertefri” og jeg er også inspireret af ”spoon theory” https://www.urbandictionary.com/define.php?term=spoonie.